Rejsebeskrivelse fra Tamil Nadu, Indien

Jeg ved snart ikke hvor jeg skal begynde denne beskrivelse. Indien er et utroligt spændende land med en fantastisk kultur. Jeg var alt i alt 3,5 måned i Indien og sluttede min rejse af med 1 måned i Nepal.

Jeg begyndte min utrolige rejse med at arbejde som frivillig. Jeg underviste i engelsk på en lille lokal skole, ikke langt fra Pondicherry i Tamil Nadu, Sydindien.

Skoen er en nursery og middelschool; dvs. de mindste børn er 4 år og de ældste er 11-12 år og generelt kommer børnene fra relativt fattige familier. Børnene er rigtig søde, men deres engelsk er ikke særlig godt, så det gør undervisningen noget svær, men det er jo også en del af oplevelsen og udfordringen.

Det indiske skolesystem er også en oplevelse i sig selv. Undervisningsmetoderne er meget anderledes end i Danmark. Børnene lærer ikke at tænke og arbejde selvstændigt – de kopierer lærerens svar og lærer dem udenad. For eksempel kan de godt læse en historie på engelsk og udtale ordene nogenlunde korrekt, men de har ingen ide om, hvad de fleste af ordene betyder eller hvad historien handler om, så hvis man stiller et (simpelt) spørgsmål kan de ikke svare. F.eks. hvis der i historien står: “the yellow elephant was happy”. Og hvis jeg så bagefter spurgte: “hvilken farve er elefanten?” så kan de ikke svare, at den er gul. En typisk engelsktime foregår ved, at eleverne læser en historie og når de har læst den, er der altid nogle spørgsmål i bogen, som de skal svare på, men det foregår på den måde, at læreren skriver spørgsmålet op på tavlen og så skriver hun svaret nedenunder. Herefter skriver børnene det hele ned i deres hæfte. Til næste dag skal de så kunne spørgsmål og svar ordret udenad. Den følgende dag har de ofte en lille test, hvor læreren skriver spørgsmålene op på tavlen, og børnene skal nu skrive svaret ordret i deres hæfte. Ofte forstår de ikke, hvad de skriver eller hvad spørgsmålet handler om, men de har lært svarene udenad. Derefter tjekker læreren deres svar, og hvis de har svaret forkert, skal de skrive det igen, indtil de kan det udenad – det er det jeg kalder god pædagogik…

Nu skal det ikke lyde som om jeg ikke kunne lide skolen eller børnene. I stedet for at bruge engelsk bogen forberedte jeg selv undervisningstimerne med forskellige opgaver, lege mm. Jeg prøvede især at fokusere på at forbedre deres “spoken english”. Det var bestemt ikke nemt at prøve at ændre undervisningsformen for børnene har aldrig kendt til andet end det ovenfor beskrevne, og det gjorde det heller ikke nemmere, at deres engelsk ikke er særlig godt. Men på trods af sprogbarrierer synes jeg, at det lykkedes at lave noget meningsfyldt undervisning. I det mindste fik børnene nogle gode oplevelser. Det jeg nød mest var faktisk tiden uden for skolen; børnenes velkomst om morgenen inden undervisningen begyndte, frikvartererne hvor jeg lærte dem nye lege, frokostpausen hvor de grinende lærte mig at spise med hånden og når vi efter skole hånd i hånd fulgtes hjem. Jeg var også så heldig at blive inviteret hjem til nogle af børnene, hvilket var en utrolig oplevelse. Indere er meget gæstfrie.

Jeg var også så heldig, at jeg havde mulighed for at besøge og deltage i to andre projekter. Jeg besøgte sammen med en anden dansk pige Stephanie og hendes indiske oversætter nogle små landsbyer i det bjergområde der hedder Kalvarayn Hills. Stephanie arbejder for en NGO som prøver at forbedre kvinders vilkår og børns undervisningsniveau i landområde.

Den NGO’en (non goverment organisation) har oprettet 6 såkaldte education centers i hver sin lille landsby, hvor børnene om aftenen kan blive undervist af en ‘lærer’ (det er en frivillig fra landsbyen, der ikke har nogen uddannelse). Formålet med turen var at give disse ‘lærere’ nogle ideer og redskaber til, hvordan de kan undervise børnene. Så vi var der egentlig for at undervise lærerne.

Det var interessant at se forskellen fra by-livet i Pondicherry.

Desuden var jeg også nogle dage på et projekt med gadebørn i Pondicherry .Børnene bor på et ‘hjem’ hvor de sover, spiser, kan vaske sig, laver lektier mm. De er som en familie for hinanden. Hjemmet fungerer som et slags børnehjem, men børnene har familier. Familierne lever dog på gaden og nogle af dem ønsker ikke at have børnene. Jeg var der fra tidlig morgen til sen aften for at få et indtryk af deres hverdag. Børnenes dag starter tidligt: kl. 7 om morgenen er de allerede vasket og i skoleuniform, kl. 7.30 serveres der morgenmad – oftest ris. Det var tydeligt at alle børnene har hver deres pligter og at de store hjalp de små. Alle drengene får lidt olie i håret som derefter redes pænt og de får talkum i ansigtet – alle ser meget nydelige ud. Kl. 8 kommer bussen for at køre børnene i skole – de går på forskellige skoler, og samtidig samler bussen små børn op, der skal med tilbage og være i ‘the crech’ (vuggestue). Det er ikke alle børn, der går i skole. Det første år de er på hjemmet, er de i den såkaldte ‘open school’ på hjemmet, hvor de bliver vænnet til et ‘normalt liv’ og ikke livet på gaden. I ‘the open school’ laver de forskellige aktiviteter som at lege med ler, tegne mm., og om fredagen er der leg i parken.

Efter skole har børnene forskellige pligter – gøre rent, vaske tøj, bade, lave lektier mm. Kl. 5 kører bussen igen. Denne gang henter den forskellige gadebørn, der bor sammen med deres familie på gaden. Bussen samler børnene op nogle faste steder og kører så hen et roligt sted i nærheden af stranden. Børnene leger først en halv times tid med lidt sjippetove, et par bolde og så derefter laver de lektier. Der er en lærer med bussen, som kan hjælpe dem og på bussen er der blevet monteret nogle lysstofrør, så børnene har lys når de sidder på fortovet ved siden af bussen og laver lektier. Dette er børnenes eneste mulighed for at have fred og ro til lektier og lidt tid til at lege og samtidig kan de få hjælp.

Hvis frivillige er interesseret i at arbejde på dette projekt er der flere muligheder: man kan lave aktiviteter med børnene i ”the open school” i løbet af dagen, hjælpe børnene på hjemmet med lektier eller tage med bussen om aftenen og lege med børnene og derefter hjælpe dem med lektier eller øve engelsk med dem. Især i weekenden er der brug for aktiviteter, for der keder børnene sig. Jeg kender f.eks. en belgisk pige der øvede fløjtespil med dem om søndagen, så det er bare med at starte den aktivitet op som du er god til eller interesserer dig for og børnene vil elske det.

Indien er som nævnt et fantastisk sted – det er et utroligt samfund. Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal beskrive Tamil Nadu generelt, men her er i hvert fald varmt, støjende, støvet og der er mange, mange mennesker. Samtidig er befolkningen søde og hjælpsomme især kvinderne, maden er super og der er masser at opleve. Pondicherry by er dog konstant larmende. Indere dytter uafbrudt og der er 1 million scootere/motorcykler og trafikken er sindssyg. Jeg tror også de kan sætte rekord i hvor mange mennesker der kan sidde på en scooter på én gang samtidig med at de har en stor oppakning eller et par geder. At køre i bus er en oplevelse i sig selv og en busbillet koster den vilde sum af 3 øre. En bustur på 5 km tager nemt 30 min pga. trafik, mennesker og ikke mindst køerne, der går frit på gaden, og de har førsteret i trafikken…

Efter at havde arbejdet som frivillig og undervist i engelsk på skolen ville jeg gerne opleve ”livet på landet”. Der blev arrangeret, at jeg kunne bo hos en familie i en lille landsby: Kanjanur Village. Mit ophold i landsbyen har været helt ubeskrivelig. Det var en unik mulighed for at lære mere om indisk kultur, og hvis du kan håndtere kulturforskellene så vil et ophold i en landsby være a once in a life time experience.

Indien kan til at begynde med virke overvældende og kaotisk, men som man lærer landet og befolkningen at kende opdager man, hvor fantastisk et land det er. Der er mange ting der ikke fungerer optimalt i Indien, men tag det som en del af oplevelsen og vær tålmodig. Tålmodighed er nemlig et nøgleord i alle sammenhænge, men smil og godt humør hjælper altid. Hvis du klæder dig i indisk tøj og har et kamera med, så er du hurtigt inde i varmen hos befolkningen.

Nyd dit ophold!