Vi er nu kommet tilbage på Dansk jord, efter vores 6 måneders ophold som frivillige på Kostskolen i Hua Khoon Chae.

Og vi kan kun anbefale at tage denne form for frivilligt arbejde. Man oplever en kultur så forskellig fra den danske, samtidig med man får et indblik i hverdagen i Thailand. Vi har ikke oplevet andet end venlige mennesker på skolen, og vi har fået mange tætte venskaber til både børn og lærere.

Med hensyn til forberedelser til rejsen, var materialet og informationen vi fik fra Volunteer Aid god, vi havde nogle informationer om skolen og rejsebeskrivelser fra de tidligere frivillige. Og Volunteer Aid sørgede for at fortælle os hvilke ting vi skulle huske at have styr på inden rejsen f.eks. Vacciner, visum og generel opførsel og påklædning i Thailand. Det var helt fint at der ikke var en 50 siders håndbog om livet på skolen, for det var super fedt bare at blive ”smidt” ind i en anden kultur. På denne måde lægger man mere mærke til forskellene på den Danske og den Thailandske kultur. Også det at der ikke er så mange fortællinger om hvad man skal gøre og ikke gøre, for man kommer jo selvfølgelig til at lave nogle ”kultur” fejltagelser, altså opføre sig på en måde som Thailænderne syntes er helt fjollet, men det får man bare et godt grin ud af og så lærer man af det. Hvis vi havde vidst alting i forvejen, var der nok ikke ligeså mange ting som ville have gjort så stort indtryk på os.

Opholdet igennem havde ikke så meget kontakt med Volunteer Aid, men det var der heller ikke behov for, så det var godt nok. Vores kontaktperson, Kru Kaan, var rigtig flink til at hjælpe os med at komme på plads, og med at forklare lidt normer og lærer os at hilse og lidt andet. Men for det meste havde hun rigtig travlt med andre ting, da hun også er ”Head of English Teachers.” Men hvis hun ikke havde tid, kunne vi altid gå til en af de andre lærere, de var alle rigtig venlige og glade for at kunne hjælpe. 

Vores allerførste møde med Thailand, var Bangkok lufthavn, hvor Pissan, skolens manager, kom for at hente os. Da vi landede regnede vi med, at der var ”en” exit og gik derfor direkte ud af den første vi fandt, men det skulle vise sig, at der er mange af dem i Bangkok lufthavn, og med et mylder af mennesker, og rulletrapper der bliver åbnet og lukket som betjenten der styrer dem nu lige har lyst til, kan det være rigtig svært at finde ud af hvordan man overhovedet kommer ”rigtig” ud. Så det tog os lidt over en times tid og et par dyre opkald fra vores danske mobiler, at finde Pissan der stod med et lille stykke papir hvor der stod Andreas og Kristina på. Han bød os på frokost i en foodcourt, og det var vores første møde med al for stærk mad. Men det blev til et par gode grin på vej ”hjem” i bilen, selvom vi var meget udkørte.

Dagene på skolen gik rigtig stærkt i begyndelsen fordi alt er nyt og rigtig spændene, men som man kommer længere ind i opholdet begynder hverdagene stille og roligt og komme. Man kan godt mærke det er en lille by man bor i, hvor der ikke sker noget efter kl. 19. Vi lavede nogle mad aftaler med nogle af lærerne så vi hver uge havde en dag hvor vi alle lavede mad og spillede kort, det var super hyggeligt og vi fik endda lært at lave et par thai retter. De aftener hvor vi lavede mad med lærerne var der også gerne nogle børn hjemme hos dem, og det var rigtig rart at snakke med dem uden at være lærer. Vi fik nogle rigtig gode venskaber med mange af dem. Ellers spillede vi Basketball med ungerne eller legede andre lege om eftermiddagen inden aftensmad.

Eleverne på skolen var rigtig skønne, de havde rigtig meget respekt for lærerne og det er ikke noget man er vant til fra unger herhjemme. Nogle gange kunne det godt være lidt af en hæmsko for os, for vi ville jo bare have det sjovt samtidig med at eleverne lærte noget gennem de lege og aktiviteter vi lavede, men med tiden fandt eleverne ud af vi ikke var så strikse, så i vores timer kunne de ”løsne” lidt op. Det endte faktisk med at de selv prøvede at snakke engelsk, i stedet for kun at læse op fra bogen, hvilket var vores største mål. At de skulle prøve at snakke engelsk, og ikke bare gentage engelsk. Det gav også mange sjove timer, fordi eleverne engang imellem fik sagt noget vrøvl, da de jo ikke selv var vant til at skulle finde de ord de skulle sige. Inden vi tog af sted, havde vi fået af vide at de stadig brugte bambuspinden i timerne til at holde orden. Hvilket var helt rigtig, men det lettede meget da vi så, at det ikke var så meget de slog med den. Men i stedet brugte den til at banke i bordet for at få stilhed, afstraffelsesmæssigt var det ikke så meget heldigvis. Til gengæld det vi blev en lille smule forargede over, deres tilgang til de autistiske børn. Der er cirka en i hver klasse og ofte sagde læreren at vi ikke behøvede at tage os af denne, da de ikke er ”normale”, som de sagde.

I de høje klasser blev de nogle gange placeret væk fra de andre, så ikke nok med at man kunne se de blev drillet nogle gange i gården, var nogle af lærerne os med til at udelukke dem ved at f.eks. sætte deres bord i midten af klasse lokalet og alle de andre i en cirkel udenom. Så eleven aldrig havde nogen at snakke med eller arbejde sammen med. Men selvom vi godt vidste, at vi ikke kunne gøre noget ved den måde de underviste på blev vi dog ved med det, og efterhånden blev det så sådan at nogle af lærerne tog de ”særlige” elever op til deres bord og underviste dem mens vi havde klassen. Så fik de i det mindste en time om ugen, hvor læren kunne koncentrere sig om dem alene. I de mindre klasser altså 1-3 var lærerne bedre til at tage sig af dem, specielt 2 klasses læreren, Kru Duk er rigtig god til at hjælpe dem der halter lidt bagud.

Men med det sagt var alle lærerne meget venlige og de spurgte os ofte om hvordan vi gjorde det ene eller andet i Danmark. Så vi syntes generelt at samarbejdet med lærerne var rigtig godt. VM kampene så vi hos Kru Nueng, han er en ung lærer, og han er dygtig til engelsk. Dog var det lidt surt at kampene blev spillet kl. 2 om natten.

Men hvis vi skulle give et råd til de næste frivillige, ville det nok være, at man skal være åben for alle de nye ting, og så bliv ved med at prøve. Mange af lærerne er ikke så gode til engelsk og vil derfor helst ikke starte en samtale men vis man selv bare snakker til dem, smiler de og prøver så godt de kan, de vil i hvert fald en det bedste. Og en sidste ting prøv de stegte biller, vil ikke sige de smager godt men det er i hvert fald noget man ikke prøver herhjemme og lærerne syntes det var sjovt at se os prøve dem.

Vi savner allerede Thailand, alle børnene og byen. Det var sjovt at opleve det rigtige Thailand på denne måde og vi ville begge ønske at vi kunne tage tilbage igen med det samme. Tusind tak for at give mulighed for en oplevelse som den vi har haft.

Andreas Jensen og Kristina Juul – Frivillige; Januar – Juli 2010