Rejsebeskrivelse fra kostskolen juli 09-december 09

Om en uge har jeg igen dansk grund under fødderne. Det er ikke helt til at forstå, at jeg så har været her i 6 måneder; det føles som i går jeg sad derhjemme og læste de tidligere frivilliges rejsebeskrivelser.

Igennem hele forløbet har jeg følt mig i gode hænder med Volunteer Aid, ens spørgsmål blev besvaret hurtigt, og I har taget det meget seriøst og gjort det klart, at man kunne spørge om alt, og altid få hjælp. Det har været rigtig dejligt!

Da vi kom til Thailand blev vi taget rigtig godt imod af Cecilie og Pisan i lufthavnen. Det var rigtig dejligt, at der var en af de frivillige med, som kunne forklare os alt og virkelig få os til at føle os godt tilpas. Dagen efter kom Stefan også, og også han gjorde alt hvad han kunne, for at få os til at føle os hjemme, sætte os ind i tingene, og lige så stille og roligt begynde med det første basale thai. Selvom det virkede meget uoverskueligt bare at tælle til 10 på det tidspunkt! 2 dage efter vi ankom, tog vi med på English Camp. Det var en rigtig god oplevelse, og man fik lov til at opleve børnene på en helt anden måde end man ellers gør i skolen. Det var også en god mulighed for børnene at lære os at kende på. Dog vil jeg foreslå, at man kommer lidt før, bare 5 dage inden English Camp, da det også var lidt overvældende, at være sammen med børnene hele dagen, få thai-mad morgen, middag og aften osv. Selvom det var English Camp var det naturligvis stadig ret thai, og en stor mundfuld så tidligt i opholdet.

Efter English Camp ville jeg egentlig bare gerne i gang med undervisningen, men det fik svineinfluenzaen sat en stopper for. De første 3 uger var meget præget af svineinfluenzaen og skolen lukkede tit, en enkelt gang i 7 dage. Det var ret frustrerende, men man kan naturligvis ikke gøre noget ved det. Dog er jeg glad for Stefan var der den første måned til at vise os lidt af landet og lokalområdet. Hvis ikke han havde været der tror jeg det havde været svært at finde ud af, hvad vi skulle have lavet alle de ekstra fridage vi pludselig fik. Det var også dejligt at se lokalområdet, men man gik samtidig med en følelse af, at man bare gerne ville i gang med det, man var kommet for.

Men efter en lille måned med en masse afbrydelser gik hverdagen stille og roligt i gang, og man kom ind i det hele. Man skulle dog lige ned i thai-gear inden det blev rigtig godt. Det er en meget lille landsby, og der sker ikke noget efter kl. 19, hvor aerobic er færdig. I starten kunne aftnerne og eftermiddagene godt føles lange, men da man først kom ned i tempo forsvandt fritimer, eftermiddage og aftner pludselig, inden man egentlig fik nået det man havde planlagt! Man begyndte også at lære børnene rigtig at kende, man fandt ud af hvad der fungerede og hvad der ikke fungerede i undervisningen, og hvad de kunne lide. Man lærte lærerne at kende, og fandt ud af hvordan man nemmest snakkede og kom godt ud af det med dem også. Mange af lærerne er rigtig søde, men er bange for at snakke med en, da deres engelsk ikke er ret godt. Det er en skam, for man vil jo gerne have noget socialt med dem også, udover det man har med børnene og de 3 lærere der snakker engelsk. Derfor tror jeg det ville hjælpe, hvis de frivillige begyndt at undervise de andre lærere i engelske igen. Man ville automatisk komme til at lære en masse at kende, og jeg er sikker på, at undervisningen ville gå begge veje, altså at ens thai også ville blive forbedret af det. Og man ville få noget at snakke om udover at der er varmt og at maden er stærk!

Skolen ligger rigtig godt placeret. Man er tvunget til at lære thai for at forstå nogen i byen, men har samtidig mulighed for, at tage til lækre sandstrande i weekenden eller til Bangkok. Det er rigtig dejligt, at man har muligheden for at komme væk i weekenden, og møde nogle mennesker der rent faktisk snakker engelsk eller endda dansk! Det eneste jeg har manglet i hverdagen, har været muligheden for at få noget andet mad end thai-mad nogle enkelte aftener. Der er masser af gadekøkkender i byen, men nogle gange er det bare ikke lige det man har lyst til. Men det var bare endnu et plus ved at rejse lidt i weekenderne; vestlig mad.

Da jeg har undervist 4. 5. og 6. klasse, har jeg ikke oplevet ret tit, at børnene blev slået. Jeg har måske max. overværet det en håndfuld gange, og det er ikke noget jeg har haft det svært med, da det mest er blevet brugt lige for at markere, og det egentlig ikke har gjort ondt på børnene. Til gengæld bruger de mere ydmygelse for at straffe børnene i de ældre klasser. Fx kan de to elever, der havde færrest rigtige i en diktat el. blive hevet op foran klassen, klassen synger så en thai udgave af noget lignende ”en lille and med vinger” og de to skal så danse dansen foran hele klassen. Lærerne kan også finde på at udstille de tykke børn, eller bare de børn, der ikke er populære i klassen. Det har jeg haft meget svært med, for det er pludselig ikke kun eleverne, der driller, det er også lærerne. En anden ting, der også har været utrolig svært at se på i 6 måneder, er de børn som har et psykisk handikap, og bare sidder bagerst i klassen uden at blive stimuleret overhovedet. Børn med autisme eller downs syndrom, som bare sidder i en almindelig klasse med 40 elever omkring dem. Lærerne siger ofte, at man bare skal lade dem sidde, da de alligevel ikke får noget ud af undervisningen.  Det strider bare så meget imod alt man oplever i Danmark, og alt man synes er menneskeligt acceptabelt, at det har været noget af det, jeg synes har været sværest.

I starten fungerede vores ugentlige kontaktmøde rigtig godt. Efter noget tid begynder Illada  dog at få svært ved, at komme på det aftalte tidspunkt, men hun kontakter os altid, hvis hun ikke kan komme, og siger, at vi naturligvis altid kunne komme til hende, hvis der var noget. Men efter noget tid hører vi pludselig ikke fra hende, senere finder vi ud af, at hun er taget til USA og kom ikke hjem, før vi tog af sted igen. Det var ca. 2 måneder vi ikke havde en kontaktperson. I og for sig er det ikke et problem, da alle gerne vil hjælpe, men der er bare nogle ting man ikke ved man skal spørge om, som fx; bliver ferien ændret så vi får en ekstra uges ferie? Har vi fri på torsdag? Skal vi have lyserødt tøj på hele næste uge? Sådan nogle ting har man brug for en kontaktperson, til at informere en om.

Jeg vil komme til at savne skolen, lærerne, børnene, aftnerne på kostskolen, weekenderne på Ko Samet, weekenderne i Bangkok, aerobictimerne og al den lækre thai-mad. Det eneste jeg nok ikke vil savne, er badeværelset uden rindende vand. Mange tak for, at I gav mig muligheden for at opleve Thailand, på en helt fantastisk måde!

Sara Andersen, frivillig på kostskolen, juli 09-december 09.